Multifunktionelle møbler

Producent

Jakob Trolle

Materiale

Formspændt finér

Projektbeskrivelse

Møblerne, som jeg præsenterer her, er designet med inspiration fra det gamle Egyptens siddemøbler. En af de ting, jeg finder fascinerende ved det gamle Egyptens møbler er de mange eksempler på den helt specielle formgivning, de anvendte, når de formgav sædet på deres stole. Eksemplerne fra datiden viser sæder udført i træ, formgivet som var de lavet af et stykke klæde fæstnet til stolens fire hjørner. Et udtryk som åbenbart har haft en stor betydning for datiden, da det må have medført en del besvær at fremstille denne karakteristiske form. Sædet danner en dobbeltkrum buet ”skålform”, som om det indeholdt en tung, vældig kugle. Sædet udtrykker derved selve dets væsen; at det er en container. På én gang indbydende på grund af sin åbne form, og samtidig fortællende om dets egentlige funktion. Jeg har søgt at anvende dette til at formgive en lille møbelserie bestående af en skammel og en større siddeflade til flere personer. Skamlen og siddefladen kan også anvendes som lave borde. Møblerne kan anvendes i private hjem og semioffentlige venterum f.eks. på museer, hvor den store siddeflade kan bruges til et tiltrængt hvil.

Objekter i udstillingen